published in the webjournal "almuespin.dk" Deutsch Español English

Filosoffens Magnet -Alkymistisk transmutation (omdannelse) af Antimon

Ved alkymistisk transformation, i.e. transmutation af grundstoffet antimon, opstår et betydeligt remedium. Ifølge vor tids opfattelse synes denne proces umulig, men er nu blevet forstået på Universitetet i München. Ingen troede på det, men alkymisterne havde ret!

By Ulrich Arndt

”Af alle mineralerne indeholder antimon den højeste og kraftigste Arcanum (remedium). Det renser sig selv og på samme tid alt andet urent. Hvis der – derudover – ikke findes noget som helst rent i legemet, transformeres det urene legeme til et rent, hvilket blev bevist ved tilfælde af spedalskhed.” Således lovpriser Paracelsus antimons utrolige helbredende kræfter (Sämtliche Werke, vol. III, Aschner-udgave, s. 151). Den slags udmeldinger var drivkraften bag undersøgelser omkring forberedelsen af alkymistiske remedier lig antimon på det Medicinske Fakultet ved Universitetet i München. Om antimon i metalisk form rent faktisk bliver omdannet under den alkymistiske laboratorieproces, blev undersøgt indenfor en PhD. Afhandlings rammer. I dagens medicin bliver antimon primært anvendt – grundet dets toksiske (giftige)egenskaber – i meget små doser udelukkende som opkastfremkalder. Ingen havde den fjerneste forestilling om, at en ægte omdannelse af grundstofferne ville være mulig.

Den Sande Årsag til ”Guldfremstilling”

Alkymi er indprentet i menneskehedens hukommelse som: ”kunsten at skabe guld”. I ordbøgerne gøres selvfølgelig alt for at fremhæve middelalderens kvaksalveri. Der menes en såkaldt transmutation, altså en transformation af et kemisk stabilt grundstof til et andet grundstof (ustabile, radioaktive grundstoffer nedbrydes af sig selv i løbet af århundreder eller årtusinder, og omdanner således sig selv til et andet grundstof). I moderne fysik er sådanne kunstige omdannelsesprocesser kun mulige med enorme mængder energi, og kan udelukkende lade sig gøre for nogle få udvalgte atomers vedkommende. I alkymien derimod anses f.eks. omdannelsen af bly eller kviksølv til guld som en mulighed, og udgør beviset for alkymistens højeste kunst. Enhver som lykkes med dette forehavende, er også i stand til at fremstille Alkymiens højeste remedium: ”filosoffens sten”. Derved er denne ”metal-test” – ganske vist den mest spektakulære – blot bevis på at en alkymist er i besiddelse af den højeste arkana, og at han derfor ikke giver sine patienter en mindre krævende og derfor mindre dyr eliksir i stedet.
Men omdannelsen af guld blev ikke undersøgt på Universitetet i München. Ved omdannelsen af antimon - udfra de alkymistiske laboratorium instruktioner - beviste medicinerne uforvarende, at en sådan alkymistisk transformation er mulig. ”Det er ikke klart hvorledes antimon forsvinder efter ekstraktion (udtrækning)”, opsumerer Dr. David Schein resultatet for sin PhD. Med denne objektive observation undviger han behændigt enhver antydning til videnskabsmændenes store forbavselse da de stod overfor processen: Det betyder nemlig intet mindre sammenstyrtningen af vor tids videnskabelige viden om de kemiske grundstoffers uomstødeliged.
Endvidere: under udførelsen af den spektakulære proces af Dr. Schein, som benyttede ældre alkymistiske laboratorium-instrukser, bliver den giftige antimon malm – lig arsenik – et fuldstændigt ugiftigt remedium. På den måde blev Paracelsus’ og Basilius Valentinus’ gamle opskrifter og udtalelser om helbredelse bekræftet. På imponerende vis. De adskilte sig meget fra de senere århundreders medicinerings praksis med antimon. På grund af det gode renommé, Paracelsus havde, blev de højt besungne antimon-remedier hurtigt spredt. Derimod forsvandt den korrekte viden om den alkymistiske transmutationsproces mere og mere, og kvaksalverne solgte ganske enkelt giftigt antimon-vand. Denne ukorrekte brug af remedierne medførte allerede i midten af det 17. årh., at de som bestod afgangseksamenerne på de medicinske universiteter skulle afsværge brugen af antimon- eller kviksølvs-remedier for evigt. Selvom dette forbud atter blev ophævet i 1666, anbefaledes det at holde doseringen så lav som mulig. Kun meget få kendte endnu til fremstillingen af helt ugiftige antimon-remedier.

En genfunden Helbredelses Formel

Indenfor området for sin PhD. afhandling i medicinalt regi ønskede David Schein at undersøge sandheden ved de gamle instrukser til fremstillingen af alkymistiske remedier udledt af antimon i praksis. ”Er et gammelt, højst effektivt helbredelses remedium blevet glemt?” spurgte han sig selv, da han stod overfor de mange gamle medicinske tekster, der rapporterede om overvældende helbredelsessucces’er, forårsaget af ”splintret-glas”, som antimon også kaldtes på den tid grundet dets ydre fremtoning. Faktisk forholder det sig således, at benyttelsen af antimon til helbredelse har været en tradition i tusinder af år. ”Ebers Papyrus” fra det 16. årh. f.Kr. fremhæver, at antimon-forbindelser med held kunne anvendes til øjensygdomme. I det første årh. e.Kr. brugte romerske læger det også imod ”vildt kød” og mavesår, og i Middelalderen blev det ydermere anbefalet i behandlingen af hæmorroider, sår, fistler, hudkræft, spedalskhed og andre lidelser.
For første gang beskrev Paracelsus den indre brug af antimon, som dog forinden skulle ”frigøres fra dets gift” på alkymistisk vis. Han beskrev helt og holdent sin antimon-proces, som et universelt remedium til at rense kroppen for ”toksiner”: ”På samme vis og form som antimon slutter som guld (i betydningen renselse), vil det ligeledes perfektionere kroppen. Det indeholder nemlig den Essentia, der ikke tillader noget urent at gå i forbindelse med det rene”. (vol. III, s. 151). Paracelsus henviser hér til en af antimon’s meget utrolige egenskaber: tilføjer man den til en blanding af ædle metaller, vil den binde sig til det indeholdte guld og en del af de ”urene” metaller. Da antimon synes at ”æde” og ”ekstrahere” de ædle metaller, blev den i tidligere tider også kaldt for ”metallernes ulv” eller ”de vises magnet”. Denne antimons tilsyneladende magiske evne har en tilsvarende i mennesket. Ifølge den alkymistiske proces skiller den også ”det urene” fra det ”rene” og leder det ”syge” (i forståelsen aflejrede ”toksiner”, mestofskifte affaldsprodukter og sygdomsfremkalende bestanddele) ud af kroppen. Ifølge Paracelsus er antimon olie, som han giver sammen med kvintessensen (fundamental) balsam (melissa/hjertensfryd), den kraftigste: ”…se ligeledes hvilken enorme anvendelse, store kraft, ædle dyd, hurtige virkning sublimeret, calcineret, tilbagekastet og inkorporeret i olie antimon afslører og beviser” (vol. III, s. 243). Antimon-olien ”…bør gives ved Quint Essentia Melissae” (vol III, s. 151).
David Schein arbejde til sin PhD. udfra en formel givet af alkymisten Basilius Valentinus, der blev kendt gennem sit skrift ”Antimon-Triumf-Vognen” udgivet i 1604. Instruktionerne lyder til at begynde med ganske enkle men dog noget krævende: først skal antimon-malm, bestående af en blanding af forskellige antimon-oxider og i særdeleshed sulfider opvarmes langsomt og blidt indtil der ikke forefindes flere dampe (grundet de høj-toksiske dampe bør amatør alkymister ikke forsøge at gentage eksperimentet uden udsugningsanlæg!). Derefter smelter det hele til glas. Dette glas kan antage en hvilken som helst af spektrets farver, både Basilius Valentinus og Paracelsus betragtede dette, som et tegn på antimon der indeholdt alle kvaliteter. Afhængig af processen kunne antimon også benyttes som et slags universal remedium til alle sygdomme. Faktisk lykkedes det Dr. Schein at skabe antimon-glas i farverne rød, gul, orange, grøn, brun, grå, hvid og sort ved at ændre andelene i de forskellige antimon-oxider og -sulfider.
Valentinus anbefaler udelukkende at benytte sig af gylden farvet antimon-glas til den videre proces. Efter afkøling bør man pulverisere antimon-glasset meget fint. Derpå hældes koncentreret vineddike over pulveret flere gange, indtil det farves rød-gult. Derefter bliver pulveret overhældt med destilleret regnvand op til 144 gange, og så udskilles det igen derfra ved destillation. Nu får det – ifølge Valentinus – en mærværdig sød smag, som det også var tilfældet ved Dr. Scheins forsøg. Til slut mættes pulveret i alkohol. Først bliver væsken sort, og på overfladen skinner alle regnbuens farver atter, derefter bliver det rødt. Den således opståede væske, er en antimon-tinktur, som nu kan tages indvortes.

Ukendte Organiske Bestanddele

Så simpel som beskrivelsen af fremgangsmåden end lyder – det tager adskillige uger – indebærer den alligevel utallige farer. Selvom Basilius Valentinus, sammenlignet med andre alkymistiske skrifter, var meget præcis, udgør det gamle sprog og de symbolske koder en tilstrækkelig hindring mhp. en enkel udførelse. Derudover, i forhold til vor tids kemiske viden, regnes visse trin i produktionen ganske enkelt som uladsiggørlige og ufornuftige. F. eks. er Basilius Valentinus’ beskrevne reaktion af antimon- bestanddelene med eddikesyre og alkohol ifølge dagens opfattelse umulige. Derfor var Dr. Schein forberedt på ubehagelige overraskelser, og for ham var det en ren sensation da alle disse ”umulige” kemiske reaktioner rent faktisk skete på den måde, de var blevet beskrevne. Han behøvede blot følge de gamle instrukser præcist – atter et bevis på alkymisternes meget nøjagtige iagttagelser og deres ganske utrolige viden.
Dr. Schein formoder, at ved opvarmning og smeltning af antimon til glas ændres den fysiske og rumlige struktur, altså det toksiske metals molekylære opbygning, og er årsagen til, at de ukendte kemiske reaktioner bliver mulige. På den måde antager den nye karakteristika. Ved samme lejlighed indrømmer han dog: ” Der forekommer et fænomen hvis essens ikke kan forstås udfra dagens viden.”

The imperial orb symbolizes antimony, it is held by Saturn which stands for the grounding forces of the metals (from Isaak Hollandus: “Hand des Philosophen” (Philosopher‘s Hand)).

I sidste instans kunne medicineren bekræfte de opståede bestanddeles ikke-toksiske egenskaber, for ”antimon-tinkturerne forstås kemisk set hverken som en antimon-bestanddel ej heller indeholder de opløst antimon”. I stedet fremstår de som komplekse organiske bestanddele, som endnu ikke er blevet undersøgt i detaljen. De fremkommer sandsynligvis ved ukendte reaktioner med eddike og alkohol – der begge er af organisk oprindelse – med antimon som en slags katalysator. I denne henseende er det utroligt, at indholdet i de tilbageblevne faste bestanddele reduceres af toksisk antimon under den alkymistiske proces med omkring 60%, og den manglende mængde forefindes ikke i de udtrukne tinkturer. Således indeholder de faste bestanddele 31% ren antimon inden udtræk ved alkohol, og efter processen indeholder de blot 11%. Men selve udtrækket indeholder overhovedet ikke antimon mere. Derfor må der være sket en transmutation af grundstoffet. Alkymisterne var meget bevidste om denne omdannelse: ”Således er antimon intet andet end en ren gift, og ikke en mindre, svag og lav gift, men en helt og holdent meget høj, ædel gift, og selv den største gift med hvilken man kan dræbe menneske og dyr”, advarer Basilius Valentinus i sin ”Antimon-Triumf-Vognen” og fortsætter: ” efter antimon-glas processen kan man ikke længere finde gift, for antimon bør omdannes fuldstændigt med den spagyriske kunst (den alkymistiske laboratorium-proces) og et remedium bør opstå af giften

Antimon’s Helbredende Egenskaber

Desværre kunne David Schein ikke undersøge antimon essensens virkelige helbredende egenskaber indenfor rammerne af sin doktorafhandling. Han opsumerer som følger: ”Det kan påvises at alle de undersøgte instrukser i ”Antimon-Triumf-Vognen” er korrekte…Til trods for at de højt lovpriste helbredende egenskaber ved de beskrevne bestanddele ikke er blevet taget seriøst og er blevet kaldt giftige, burde de med disse nye fund tages i betragtning. Der bør forskes yderligere mhp. et værdifuldt bidrag til vor tids medicin.”
Dr. Schein var øjensynligt ikke bekendt med at der: Selv i dag fremstilles tinkturer af antimon som remedium. Allerede i begyndelsen af det 20. årh. genopdagede den kendteste alkymist og grundlægger af det berømte ”Laboratorium Soluna” i Donauwörth (Tyskland) Baron Aleksander von Bernus lægemidlet udfra Basilius Valentinus’ gamle alkymistiske antimon-opskrifter. Og for ca. to år siden lykkedes det også Achim Stockardt, genopdageren af Paracelsus-Guld-Essensen ”Aurum Potabile”, at fremstille disse ædle remedier af antimon udfra Paracelsus’ gamle formler: antimon-oljen sammensat med kvintessens balsam som ”Oleum Antimonii”. Læger og praktiserende læger i besiddelse af erfaringer med antimon hævder at midlet dulmer smerter i ledene, muskelsmerter og andre smertetyper, som kan forbindes med aflejringer. Herudover påvirker den både bakterielle sygdomme og virussygdomme. ”Det er dog ikke klart, om det kan henføres til direkte mod-arbejdning ligesom med antibiotika, eller om det skyldes selve immunforsvarets respons”, erkender Anna Röcker praktiserende læge fra München. Tydeligvis tænkte Basilius Valentinus på en antibakteriel brug, når han anbefaler indtagelsen for fremme af sårheling, ”så den indre kilde til sårets udsondring tørres ud”. Anna Röcker benyttede sig også af antimon blandinger med succes mod svampeinfektioner såsom tarminfektionen Candida Albicans. Med dets antimon formåede ”filosoffens Magnet” faktisk at hjælpe til med ”udtrækning af alt det urene” såsom bakterier, vira og fungi såvelsom visse stofskifte aflejringer, nøjagtigt som Paracelsus og Basilius Valentinus har beskrevet.
Set udfra et energetisk synspunkt, betragtes antimon alkymistisk som ”remediet til grounding” par excellence. Det formår at re-integrere legeme, ånd og sjæl med Jordens rytmiske cyklus. Det traditionelle alkymistiske symbol for antimon, ”Kejserens Klode” med korset over sfæren, afbilleder den universelle integrerende virkning. Den repræsenterer de fire elementers styrke i relation til naturens cykliske gang. Menneskets indre rytme hører også dertil ligesom søvn-vågen rytmen. Derfor benyttes antimon bl.a. til søvnuregelmæssigheder, der måske også kan henføres til overbelastning.

Antimony as the “wolf of metals”: Antimony separates gold from impure metals, it is symbolized by the wolf eating the sick, old king. With a later separation by the melting of gold and antimony, pure gold is gained, which is symbolized in the background by the burned wolf and the reborn king emerging from the fire (from Michael Maier: “Atlanta fugiens”).

Antroposofiens grundlægger Rudolf Steiner udtalte at årsagen til antimons store, universelle helbredende kraft skyldes et nært slægskab: På samme måde som mennesket står mellem dyreriget og englene, er antimon hverken et mineral eller malm, hverken krystal eller metal – begge er de ”væsener-imellem” sagde han. Derfor tænkte Steiner: ”Mennesket er faktisk antimon”.

Referencer:
Arndt, Ulrich: Schätze der Alchemie: Edelstein-Essenzen, og Schätze der Alchemie: Metal-Essenzen. Begge Freiburg/Tyskland: Hans_Nietsch.Verlag.
Test Rapporter om Paracelsus-essenserne (kun på tysk): : www.life-testinstitut.de und www.edelstein-essenzen.de

Bildquellen: ©Hans Nietsch Verlag

Ulrich Arndt er journalist, forfatter og medlem af Den Europæiske Kommissions Tværvidenskabelige Rådgivende Forsamling. Han studerede tysk litteratur, drama samt politisk videnskab, og arbejdede i mange år på redaktionen for bladet ”esotera”. Deltog i adskillige energetik- terapi workshops. I dag arbejder han som selvstændig forfatter.